Optagelse på FG


Adgangskrav og optagelse – proceduren

Når du skal søge ind på en ungdomsuddannelse, gør du det via Optagelse.dk. Du kan få hjælp og vejledning på dit lokale UU-center. Fristen  er den 1. marts, 2025 – men der er åbent for ansøgning allerede fra den 15. januar 2025.

Frederiksberg Gymnasium er et moderne gymnasium med en central placering i Frederiksbergs bybillede. Vi arbejder i en moderne arkitektur, der med smukke, lyse rum skaber rammer for undervisningen. Vi lægger vægt på kvalitet, variation, plads til forskellighed og mange former for socialt samvær. Vi har som mål at give vores elever en bred almendannelse, den bedst mulige studieparathed og et netværk for fremtiden bygget på et stærkt socialt sammenhold.

Når du gerne vil optages på Frederiksberg Gymnasium

  • Du skal søge os som 1. prioritet.
    Vi afviser hvert år ansøgere, så 2. prioritetsansøgere kommer normalt ikke i betragtning.
  • Du skal have gennemført folkeskolens afgangsprøve.
  • Du skal som hovedregel have haft et andet fremmedsprog mellem fra 5-9 klasse (der kan søges dispensation).
  • Bemærk, at Frederiksberg Gymnasium er et profilgymnasium, der udover det almindelige optag også har et særligt optag for elever der lever op til profilens kriterier. Klik her for kriterier og ansøgningsskema på profilen. Læs her om FG som profilgymnasium. Husk at sætte flueben ved Forrang (=Optag på Profil) i optagelse.dk.

Frederiksberg Gymnasium optager 8 spor i 1.g, dvs. cirka 225 elever. Vores elever kommer især fra Frederiksberg og de kvarterer i København, der ligger omkring Frederiksberg. Hvis du vil vide mere om muligheden for at komme ind på Frederiksberg Gymnasium, er du meget velkommen til at kontakte os. Skriv på mail@frederiksberggymnasium.dk.
Du kan også i januar og februar tilmelde dig en besøgsdag, hvor du får mulighed for at opleve hverdagen på skolen.

Vi glæder os til at se dig til skolestart i august!

 

Hvornår får jeg svar på min ansøgning?

Kære ansøger,

Du er nok spændt på snart at høre om hvordan det går med din ansøgning og her nedenfor kan du se de vigtige datoer:

Alle ansøgere får automatisk en kvittering på afsendt ansøgning direkte fra optagelse.dk.

Ansøgerne vil senest 8/5 2025 modtage reservationsbrev fra den skole, der har reserveret plads til dem. Hvis du ikke får brev fra os, har du fået reserveret plads på en anden skole.

Elevfordelingen er foretaget af regionen. Hvis du ønsker at spørge om noget angående fordelingen, så skal du kontakte Region Hovedstaden – brug dette link her.

Det endelige optagelsesbrev og velkomstfolder sendes ultimo juni 2025 til elever og forældres digitale postkasse.

Hvis en ansøger ikke opfylder forudsætningerne for at blive optaget, vil han/hun blive indkaldt til en optagelsesprøve og en efterfølgende samtale.  Indkaldelse sker via E-Boks.

Alle nye 1.g elever og forældre inviteres til velkomstmøde i august 2025. Her møder I jeres nye klasse, jeres tutorelever og teamlærere. Vi glæder os meget til at se jer!